Nyt om sand og vej

Landliggersammenslutningens forårsmøde den 3. juni har bl.a. følgende vigtige emner på dagsordenen: Status for kystsikring og vedligehold af vejene i sommerhusområderne.

1. Kystteknisk chef for Miljøstyrelsen vil give et indlæg med titlen: Kystbeskyttelse på Nordkysten – fakta og myter. Kommunen vil være repræsenteret på mødet ved formanden for Teknisk Udvalg og vil redegøre for kommunens indsats på området.
Se artikel fra Ugeposten, samt Landliggersammenslutningens hjemmeside på forsiden under emnet “Ny Pjece om klimatilpasning”. Her er link direkte til den nye pjece (i pdf).

2. Landliggersammenslutningen har bedt kommunen om at udfærdige en manual for, hvorledes der kan sikres en tilfredsstillende vedligeholdelse af vejene i sommerhusområdet i den tidligere Helsinge kommune. På mødet vil man anmode formanden for Teknisk Udvalg om at redegøre for kommunens holdning til spørgsmålet om eventuelt at overtage vedligeholdelsen af vejene.
Sagen vedrører specielt en række private veje i Stuebjerggaards-området i Tisvilde, hvor man ikke har grundejerforeninger eller vejlaug. De fleste andre steder i sommerhusområderne i den gamle Helsinge Kommune har man altid selv forestået vejvedligeholdet uden at belemre kommunen med vejsyn etc. Det vil formodentlig være dyrere at få Kommunen til at sørge for vejvedligeholdet i en grundejerforening, bl.a. netop fordi kommunen ved klager over vejes (dårlige) tilstand indledende vil afholde vejsyn.
Som udgangspunkt er vi i ”Gadeland” næppe interesseret i en unødvendig fordyrelse af vedligeholdelsesudgifterne, men vi bør følge udviklingen på området.